Selv om Willumsen arbejdede med mange forskellige billedkunstneriske udtryk, var maleriet dog hans foretrukne medie. Han malede hele livet, og malerierne udgør langt den største del af hans produktion. I deres tematiske og formmæs-sige spændvidde fra periode til periode afspejler de, hvor vidt forskellige male-riske problemer han arbejdede med.

I l880’erne, der var hans læreår, malede han i naturalismens ånd med et socialt engagement, som flere af hans jævnaldrende også gjorde det. Willumsen malede modelbilleder, optrin fra sine rejser i Danmark, og i 1888 Kongesønnens bryllup, som havde et klart socialt sigte.

Gennembrud i slutningen af 1880’erne

Det virkelige gennembrud som maler fik han i l889, hvor han på sin første udenlandsrejse opholdt sig i Spanien og Paris. Farven blev fuld af lys, og mo-tiverne fik overraskende afskæringer og synsvinkler. I Vinterdag på Montmartre (Statens Museum for Kunst) ser man skråt op ad en brolagt vej, og i Gade gåen-de nedad i Alora (Davids Samling, deponeret på den Hirschsprungske Samling) stråler lyset fra den faldende gade.

1890’erne

Ved det næste pariserophold i l890 og de følgende år udførte han flere symbolistiske billeder med en forenkling, som særlig fremhævede bevægelses-motivet. Han ønskede at skildre nogle realiteter frem for at give et billede af en øjebliksstemning. I beskrivende tekster i udstillingskataloger søgte han at understrege det ofte lidt spekulative indhold. Det var symbolismens fordring, at ideerne skulle have en synlig form i et symbolsk sprog. Og Willumsen anvendte symbolismens forenkling med en dekorativ fladebehandling uden detaljer.

Efter århundredskiftet

Efter århundredskiftet tog Willumsen helt nye emner op i en ny form. I en række monumentale ekspressionistiske malerier skildrede han forholdet mellem mennesket og naturen. Det enkelte individ blev sat op imod naturens kræfter, og tidens almindelige dyrkelse af kroppen understreges. I En bjergbestigerske fra både 1904 – Hagemanns Kollegium, København – og 1912 – Statens Museum for Kunst – henter en fri kvinde som fjeldvandrer kraft og overskud i naturen, forløst af Willumsens naturopfattelse og oplevelser i bjergene. I malerierne Badende børn på Skagens strand fra 1909 og Naturskræk. Efter stormen nr. 2 fra 1916 viser han naturen fra diametralt modsatte sider.

1910’erne

I det følgende årti fik Willumsens rejser i Middelhavslandene stor betydning sammen med hans studier af malerierne af den græsk-spanske kunstner El Greco (1541-1614). Farverne bliver stærkere og mere intense, og en række folkelivsbilleder er malet med rene, klare farver. I personbillederne fra disse år er farven drevet så højt op, at det får konsekvenser for stemningen, hvilket er tilfældet i Aftensuppen fra 1918, hvor der hersker en meget dramatisk og intens stemning. Under den første verdenskrig bosætter Willumsen sig i Sydfrankrig, hvor han bliver boende resten af sit liv.

1920’erne

I 1920erne var Willumsen optaget af at gøre Det store Relief færdigt, der blev bestilt af den danske stat i anledningen af med hans 60-års fødselsdag i 1923. Relieffet opsættes på Statens Museum for Kunst i 1928, men har siden 1957 været fast deponeret på J.F. Willumsens Museum. Willumsen udfører dog også andre interessante værker i disse år, bl.a. Maleren modtager musikeren og Kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher teoretiserer begge i 1923.

Trilogien – et malerisk testamente

Herudover malede Willumsen i anden halvdel af dette årti en serie med tre store selvportrætter, Trilogien Tizian døende, der skulle give eftertiden et billede af ham som en betydelig kunstner. Som i de fleste af selvfremstillingerne undersøgte han sin selvskabte mytiske position som kunstner.

Den skæve Willumsen

I sin sene alderdom malede han stadig store billeder, og ofte er hans muse Michelle Bourret modellen. Undertiden hjalp hun med selve malerarbejdet.

Det største arbejde, Willumsen udførte som billedhugger, var Det store Relief, som han påbegyndte i 1893 og afsluttede i 1928. I lange perioder optog det hans tid, og han forestillede sig et værk, som han kunne vise frem på udstillinger i Europa. Det var hans hensigt at udtrykke noget almengyldigt om livet og tilvæ-relsen. Han kæmpede med at materialisere sine tanker, men desværre fik han ikke udført relieffet i 1890’erne, hvor han brændte for det. Først senere blev det skabt i marmor i en grovere udgave.

Gravmonumenter

De fleste andre billedhuggerarbejder, Willumsen udførte, var bestillinger. Han lavede flere gravmonumenter af vidt forskellig karakter. Til sine egne forældre to kolossale hoveder (Vestre Kirkegård), som han havde brugt det i Det store Relief, for Agnete Pontoppidan (Holmens Kirkegård) en kvinde der ligger på jorden, og for lægen og fysiologen Christian Bohr (Assistens Kirkegård) en spændt skulpturel form med en ugle anbragt asymmetrisk. I udkastet til en dobbeltsarkofag for Christian IX og dronning Louise i Roskilde Domkirke arbejdede han i overensstemmelse med Wiedewelts eksisterende interiør.

Hørupmonumentet

Ved Hørup-monumentet og Ravnene til Friluftsteatret skabte han skulpturer, som var virkningsfulde fra alle sider, og som var skabt til formålet og til omgivelserne.

I flere portrætter søgte Willumsen at skabe noget specielt, men uden synderligt held. Marmorværker fik han hugget af professionelle; kun En fysiolog og portrættet af Elisabeth Dons har han selv hugget.

Selv om Willumsen blot havde været grafisk kunstner, ville hans produktion være fuldt tilstrækkelig til en markant placering. Han har udført både raderinger, litografier og træsnit, og inden for hver teknik har han udnyttet dens særlige kvaliteter.

Raderingerne falder i to adskilte perioder, den første fra 1885 til 1891 og den anden fra 1916 og fremefter. I den første periode udfører han virkelighedstro optrin og senere blade med motiver fra København, hvor han fremhæver træk ved byen og dens indbyggere. Den ublide modtagelse af Frugtbarhed i 1891 fik ham til at lægge raderingen væk.

Raderinger – 1. verdenskrig

Opflammet af 1. verdenskrigs rædsler udførte han flere stærke raderinger med motiver fra krigsskuepladsen. Raderingens dramatiske effekter var dækkende for de gribende optrin. Ved siden af skildringen af krigens grufuldheder fastholdt han ved samme virkningsfulde teknik særlinge, han havde mødt i sydeuropæiske lande. De blev aldrig udleveret i skildringen, men fremstillet med en indforstået humor.

Litografier

I litografi udførte Willumsen flere plakater, der med monumentalitet reklamerede for Den frie Udstilling og hans egen atelierudstilling. Fra 1910 udførte han en række litografier med helt andre motiver end raderingernes emner. Hjemmelivets glæder blev gengivet i streg, hvor han hurtigt kunne fastholde øjebliksbilleder. En del rejsemotiver er ligeledes litograferet med en let stregvirkning.

Træsnit

Først sent kom Willumsen i gang med træsnittet, som han ofte anvendte til portrætter. Måske svarede denne teknik til den opfattelse, han efterhånden i sin noget isolerede tilværelse havde dannet sig af andre mennesker. Figurerne er bygget op af de små skarpe strøg, som er karakteristiske for træets hårdhed.

Særlig med raderingerne arbejdede Willumsen med mange ændringer inden for det enkelte blad. Med prøvetryk og mange forskellige tilstande blev han ved, indtil et tilfredsstillende resultat var opnået. Ved at arbejde omhyggeligt med den tekniske side af sagen opnåede han forbløffende resultater, der sjældent var tilfældige.

Willumsen som keramiker

I de knap ti år Willumsen arbejdede med keramikken, nåede han at skabe flere monumentalværker og fungere som kunstnerisk leder for porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl. I 1891 da hans første barn blev født, udførte han den farverige Familievasen (Kunstindustrimuseet). Et ejendommeligt værk fuld af følelser og svært tolkelige symboler.

I de følgende år eksperimenterede han med glasurforsøg, som blev anvendt på vaser og kolossalhovederne til Det store Relief. I mindre format udførte han i forskellige farver Buksepigen, som var tænkt anvendt i den side af relieffet, som voldte ham flest problemer.

Både i Paris og København havde han bygget sine egne ovne, hvor han brændte hovedparten af sine kerami-ske værker. I to notesbøger havde han omhyggeligt afskrevet glasuropskrifter og føjet til, hvorledes brændingen var forløbet.

I de ganske få år han var ansat på Bing & Grøndahl, fungerede han som vejleder for andre kunstnere, og da den eftertragtede førstepris var opnået på Verdensudstillingen i Paris i 1900, forlod han fabrikken. Han brød op og søgte til Amerika, hvor han håbede på at skabe sig en karriere som kunstner.

To perioder

Hans produktion som keramiker kan deles op i to tidsmæssigt adskilte perioder. I de første år af 1890’erne forsøgte han i Paris at skabe fri keramik med et symbolsk indhold. Han eksperimenterede med menneskefremstillinger i specielle udformninger.

Rent teknisk havde han dog nogle vanskeligheder, som ødelagde flere værker. Først i 1896, da han i København havde fået en stor ovn, kunne han mestre flere af de tekniske problemer. Han koncentrerede sig nu mest om glasurforsøg og vaser, askeurner og færdiggørelse af Det store Relief.

Da Willumsen ved sit besøg på Verdensudstillingen i Chicago i 1893 havde købt et fotografiapparat, begyndte han at bruge det med det samme. Han fotograferede skyskraberne, og senere tog han billeder på sine mange rejser. Særlig bjergene har fascineret ham, og han har søgt at fastholde forskellige stemninger med sol og skyer og lys og skygge.

I mange af fotografierne arbejdede han med de samme problemer som i malerierne. I Paris og København har han eksempelvis lavet mange optagelser af mennesker i bevægelse. Det var særlig i 1890’erne, hvor bevægelsesmotivet også var fremherskende i malerierne og grafikken.

Han har lavet fotografier, der er benyttet som forlæg for malerierne, og fotografier, som har betydning og værdi i sig selv. Han har ofte fotograferet sine nærmeste og lavet opstillinger, hvor han nøje tilrettelagde motivet. I de mange fotograferede selvportrætter har han gang på gang iscenesat sig selv og lagt stor vægt på, hvorledes han fremtrådte.

I modsætning til sine værker inden for de øvrige genrer lod Willumsen dog aldrig fotografierne udstille.