Tanagra J.F. Willumsen

Tanagra, 1940, J.F. Willumsen

Willumsen malede værket med kvinden siddende i traditionel klædedragt med et smukt bjerglandskab i baggrunden, mens han var bosiddende i Frankrig og oplevede 2. verdenskrig bryde ud – væk fra Danmark. Livet igennem samlede han på genstande og kunst, som han blandt andet brugte som inspiration til sine egne malerier.
Som forbillede til Tanagra brugte han en lille figur, som han købte fra udgravningen af den oldgræske by af samme navn.

Kvinden i Willumsens liv på det tidspunkt, var den franske danserinde, Michelle Bourret. Og som ved så mange andre af Willumsens malerier, har hun siddet model til værket.

I sin samling havde Willumsen andre små figurer fra Tanagra og alle inspirerede ham til flere skitsearbejder. Derfor findes der i museets samling en hel del skitser og fotografier, der alle tager udgangspunkt i Willumsens Tanagrafigurer.