Verdens undergang – og de utopiske og dystopiske visioner, der følger – er et grundlæggende motiv i den europæiske billedkultur. Som et uudtømmeligt billedstof har apokalypsen givet anledning til kunst, der undersøger naturens kræfter og menneskets eksistens over for den altudslettende katastrofe. Forestillingen om det apokalyptiske fungerer ikke blot som et billede på ødelæggelse, men også som en måde at reflektere over vores forhold til verden. Apokalypsen rummer en særlig eksistentiel intensitet, der både skræmmer og fascinerer: Hvad sker der med os som mennesker, når verden omkring os går under? På den måde er det apokalyptiske stadig knyttet til den oprindelige betydning af ordet: en afsløring eller åbenbaring.

Formålet med denne forskningsbaserede udstilling er at vise, hvordan apokalyptiske billeder har været til stede i kunsten fra slutningen af 1400-tallet og frem til i dag og undersøge det stærke, patosfyldte billedsprog, disse billeder gør brug af. Med udgangspunkt i to hovedværker af J.F. Willumsen (1863-1958), Efter stormen og Naturskræk. Efter stormen nr. 2, anlægger udstillingen et historisk perspektiv på apokalypsens æstetik.

Samtidig undersøger projektet, hvordan det er at leve i en verden præget af både virkelige og forestillede katastrofer: krig, teknologiske trusler, klimaforandringer, økologisk sammenbrud og atomar udslettelse. I nyere tid er det apokalyptiske i stigende grad blevet opfattet som menneskeskabt frem for noget, der anses som påført af ydre eller guddommelige kræfter. Dermed er vi selv ansvarlige for ulykkerne. Billedkunsten har en særlig evne til at formidle de oplevelser og forestillinger, som sådan en verden præget af selvforskyldte katastrofer medfører.