På hvis skuldre
Lars von Trier kuraterer
Vilhelm Hammershøi. Fem portrætter, 1901. Thielska Galleriet.
”Udstillingen er måske dybest set tænkt som noget, der i virkeligheden handler mere om kuratoren, end de for det meste sublime værker, den indeholder. At man kan se sammensætningen og metoden ved udstillingen som en slags afsløring af kuratorens kunstneriske igleagtige forhold til den ”familie,” han selv i høj grad har defineret og levet af.”
Lars von Trier om sit kuratoriske arbejde med udstillingen

Edvard Munch. Det syge barn, 1907. Olie på lærred. Thielska Galleriet, Stockholm
Willumsens Museums første særudstilling efter genåbningen i 2026 er kurateret af filminstruktøren Lars von Trier. Til udstillingen har Trier udvalgt værker af de billedkunstnere, som har betydet mest for ham. Siden ungdommen har værkerne formet den billedbank, han har trukket på i sit filmiske arbejde. Heriblandt indgår Edvard Munch, Vilhelm Hammershøi, August Strindberg, Per Kirkeby, Ejnar Nielsen, Rudolph Tegner, Paul Gauguin, J.F. Willumsen og Carl Fredrik Hill.
Udstillingen er bygget op omkring Vilhelm Hammershøis monumentale Fem portrætter (1901), som den 19-årige Trier i 1975 drog til Thielska Galleriet i Stockholm med det ene formål at se. Som Trier selv forklarer, udøvede det en ”nærmest magisk tiltrækning” på ham. Med Hammershøis maleri som centrum spindes tråde til en lang række andre kunstværker, dokumenter, personlige genstande og film, som har haft betydning for og inspireret Trier igennem årene.
Udstillingen vises på Willumsens Museum d. 6. juni til d. 20. september 2026, og på Thielska Galleriet i Stockholm d. 10. oktober 2026 til d. 24. januar 2027.
Trier fejres med personlig kunstudstilling
Trier fylder 70 år i 2026, og med udstillingen ønsker vi både at fejre Trier som en af verdens førende nulevende filminstruktører og kaste lys over de billedkunstneriske inspirationskilder til hans film. Selvom der er skabt udstillinger, udgivelser og formidling relateret til Triers film, har det billedkunstneriske fundament, der ligger til grund for dem, aldrig været anskueliggjort på så personlig og direkte vis, som det er tilfældet i denne udstilling.
” …en kollage af billeder og aktuelle tekster, artikler eller lignende, der tilsammen udgør min ungdoms, naive om man vil, kærlighed til de primært nordiske kunstnere og deres følge, som en slags flettet billedtæppe, der både kan ses som en helhed, eller i detalje ved at følge enkelte eller flere tråde for i bedste fald at forstå sammenhængskraften og ”historien”, altså kuratorens eller Triers og billedtæppets virkning på samme.”
Lars von Trier om sit kuratoriske arbejde med udstillingen
Om Lars von Trier
Lars von Trier (f. 1956) er en af sin generations mest ambitiøse, internationalt kendte og visuelt karakteristiske filmskabere. Han har i mere end 40 år radikalt fornyet filmkunsten og formået at forene det kunstnerisk eksperimenterende med det bredt appellerende. Trier har en suveræn evne til at komponere gribende fortællinger, der indfanger os gennem et stærkt, følelsesladet billedsprog. Hans film løfter sig ud af samtiden og kredser om etiske spørgsmål, der har optaget mennesket gennem historien: Hvad er godt og ondt, hvem er offer, og hvem er bøddel, hvad er retfærdighed? Triers film efterlader os uden enkle svar.
Et liv med filmisk nybrud
Trier studerede på Den Danske Filmskole, og med sin allerførste spillefilm, The Element of Crime (1984), tiltrak han sig straks international opmærksomhed. Siden da har han arbejdet med nogle af verdens største skuespillere, herunder Willem Dafoe, Uma Thurman, Stellan Skarsgaard og Kirsten Dunst, og har vundet flere prestigefyldte priser, blandt andet Palme d’Or ved Cannes Filmfestival for Dancer in the Dark (2000). Med film som Breaking the Waves (1996), Idioterne (1998), Dogville (2003), Antichrist (2009), Melancholia (2011), Nymphomaniac. Director’s Cut (2014), The House That Jack Built (2018) og serien Riget (1994, 1997) og Riget Exodus (2022) har Trier udfordret konventioner og genrer og formået at forene det kunstnerisk eksperimenterende med det bredt appellerende.
Hans bidrag til filmverdenen strækker sig også ud over de film, han har lavet. For at nævne få bedrifter skrev han det berømte DOGMA95-manifest og grundlagde produktionsselskabet Zentropa. Zentropa er i dag et af Skandinaviens og Europas mest produktive, berygtede og anerkendte produktionsselskaber. I 1996 skabte Lars von Trier, på opfordring fra Kunstforeningen ved Gammel Strand, det højst usædvanlige udstillingsprojekt Psykomobile #1: Verdensuret, der på original vis krydsede film, teater og billedkunst.

Casper Sejersen / Zentropa
Udstillingen ledsages af en rigt illustreret bog.
Forfattere: Annette Rosenvold Hvidt, Karl Ove Knausgård, Lilian Munk Rösing, Erik Steffensen.
Udgiver: Willumsens Museum i samarbejde med Strandberg Publishing [Gyldendal].
Udgivelsesdato: Juni 2026.
Sideantal: 224.
Cirkapris: Hardcover, 350,- kroner.
Tak for generøs støtte til:
15. Juni Fonden
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Ny Carlsbergfondet
Augustinus Fonden
Beckett-Fonden
Knud Højgaards Fond
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond
Ernst B. Sund Fonden
Axel Muusfeldts Fond
Hoffmann og Husmans Fond
Presse: Thea Flint Rydahl, tfryd@frederikssund.dk, 21810334
