Ravnene (Fuglene), J.F. Willumsen

Ravnene (Fuglene), 1910, J.F. Willumsen

“Fuglene forestiller ikke nogen bestemt Slags Fugle; men de kaldes populært for Ravnene”, har Willumsen kommenteret sine to Ravne i Hjalmar Øhmanns bog fra 1921. I et dagbladsinterview fortalte Willumsen dog også, at der havde foresvævet ham noget om Odins to ravne Hugin og Munin. Willumsen modellerede fuglene frit og omtalte dem under arbejdet oftest som fantasifugle, og i en sen alder kaldte han dem duer. De har således været betegnet på flere forskellige måder.

Fuglene blev udført, da Willumsen var arkitekt på Friluftsteatret i Ulvedalene i Dyrehaven ved København. De fem meter høje fugle stod på to lave tårne og flankerede scenens buede rampe. Willumsen udførte en mindre gipsmodel. Herefter blev skelettet bygget af træ, og fuglene blev dækket med kobberplader forsynet med en kunstig, grønlig patina. Foroven var indbygget en skål til olie, der blev tændt ved forestillingerne.

Willumsen tålte ikke, at der blev gjort grin med hans fugle, der i folkemunde blev kaldt Klavs og Peter. Da en af arbejderne ved Friluftsteatret kom løbende med noget rundt i et tørklæde og sagde, at den ene ravn havde lagt et æg, stak Willumsen ham en lussing!

De to fugle har tidligere været anbragt foran Den frie Udstillings bygning, og i slutningen af 1960erne blev de opstillet ved den oprindelige museumsbygning på Willumsens Museum her i Frederikssund.

Ravnenes tilstand var i mange år meget dårlig. Træskelettet var skrøbeligt, og flere af kobberpladerne var løse. Falck var i første omgang nødt til at tøjre dem, så de ikke væltede i stærkt blæsevejr. En gennemgribende renovering af fuglene var derfor nødvendig.