Willumsen som maler

Selv om Willumsen arbejdede med mange forskellige billedkunstneriske udtryk, var maleriet dog hans foretrukne medie. Han malede hele livet, og malerierne udgør langt den største del af hans produktion. I deres tematiske og formmæs-sige spændvidde fra periode til periode afspejler de, hvor vidt forskellige male-riske problemer han arbejdede med.

I l880’erne, der var hans læreår, malede han i naturalismens ånd med et socialt engagement, som flere af hans jævnaldrende også gjorde det. Willumsen malede modelbilleder, optrin fra sine rejser i Danmark, og i 1888 Kongesønnens bryllup, som havde et klart socialt sigte.

Gennembrud i slutningen af 1880’erne

Det virkelige gennembrud som maler fik han i l889, hvor han på sin første udenlandsrejse opholdt sig i Spanien og Paris. Farven blev fuld af lys, og mo-tiverne fik overraskende afskæringer og synsvinkler. I Vinterdag på Montmartre (Statens Museum for Kunst) ser man skråt op ad en brolagt vej, og i Gade gåen-de nedad i Alora (Davids Samling, deponeret på den Hirschsprungske Samling) stråler lyset fra den faldende gade.

1890’erne

Ved det næste pariserophold i l890 og de følgende år udførte han flere symbolistiske billeder med en forenkling, som særlig fremhævede bevægelses-motivet. Han ønskede at skildre nogle realiteter frem for at give et billede af en øjebliksstemning. I beskrivende tekster i udstillingskataloger søgte han at understrege det ofte lidt spekulative indhold. Det var symbolismens fordring, at ideerne skulle have en synlig form i et symbolsk sprog. Og Willumsen anvendte symbolismens forenkling med en dekorativ fladebehandling uden detaljer.

Efter århundredskiftet

Efter århundredskiftet tog Willumsen helt nye emner op i en ny form. I en række monumentale ekspressionistiske malerier skildrede han forholdet mellem mennesket og naturen. Det enkelte individ blev sat op imod naturens kræfter, og tidens almindelige dyrkelse af kroppen understreges. I En bjergbestigerske fra både 1904 – Hagemanns Kollegium, København – og 1912 – Statens Museum for Kunst – henter en fri kvinde som fjeldvandrer kraft og overskud i naturen, forløst af Willumsens naturopfattelse og oplevelser i bjergene. I malerierne Badende børn på Skagens strand fra 1909 og Naturskræk. Efter stormen nr. 2 fra 1916 viser han naturen fra diametralt modsatte sider.

1910’erne

I det følgende årti fik Willumsens rejser i Middelhavslandene stor betydning sammen med hans studier af malerierne af den græsk-spanske kunstner El Greco (1541-1614). Farverne bliver stærkere og mere intense, og en række folkelivsbilleder er malet med rene, klare farver. I personbillederne fra disse år er farven drevet så højt op, at det får konsekvenser for stemningen, hvilket er tilfældet i Aftensuppen fra 1918, hvor der hersker en meget dramatisk og intens stemning. Under den første verdenskrig bosætter Willumsen sig i Sydfrankrig, hvor han bliver boende resten af sit liv.

1920’erne

I 1920erne var Willumsen optaget af at gøre Det store Relief færdigt, der blev bestilt af den danske stat i anledningen af med hans 60-års fødselsdag i 1923. Relieffet opsættes på Statens Museum for Kunst i 1928, men har siden 1957 været fast deponeret på J.F. Willumsens Museum. Willumsen udfører dog også andre interessante værker i disse år, bl.a. Maleren modtager musikeren og Kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher teoretiserer begge i 1923.

Venedig i 30’erne

Willumsens foretrukne by i 1930erne var Venedig. Lagunestadens stemningsfulde folkeliv samt bygninger og kanaler var genstand for hans opmærksomhed. Han malede her en række farvestærke billeder, hvor hvert enkelt billede fik sin egenartede kolorit afhængig af belysningen. Ofte var det nattens måneskinslys, der fik alt til at skinne gult, som særligt optog Willumsen. Gennem hele sit liv var Willumsen optaget af scenekunst, og især i 1930erne skabte han en lang række malerier med Michelle Bourret som den mimiske eller dansende hovedfigur.

Læs mere om Willumsens venedig-billeder

Trilogien – et malerisk testamente

Herudover malede Willumsen i anden halvdel af dette årti en serie med tre store selvportrætter, Trilogien Tizian døende, der skulle give eftertiden et billede af ham som en betydelig kunstner. Som i de fleste af selvfremstillingerne undersøgte han sin selvskabte mytiske position som kunstner.

Den skæve Willumsen

I sin sene alderdom malede han stadig store billeder, og ofte er hans muse Michelle Bourret modellen. Undertiden hjalp hun med selve malerarbejdet.