En voksen og et barn står ved Cecilia Westerbergs Fabeldyrsgenerator i Alkymistens Laboratorium

Willumsens Museum holder åbent for børnehaver og de yngste skoleklasser

I foråret 2020 måtte publikumssuccesen ”Alkymistens Laboratorium” lukke før tid som følge af den første Coronanedlukning. Nu må alkymisten vente lidt med at åbne som følge af nedlukning nummer to. Mens de fleste af os kan smugkigge gennem virtuelle besøg, er der mulighed for at børnehaver og de yngste skoleklasser kan bestille tid til at besøge udstillingen

Fra lørdag den 13. februar står ”Alkymistens Laboratorium” igen klar til at modtage gæster på Willumsens Museum. I første omgang er det de yngste borgere, der kan nyde godt af udstillingen. Direktør Lisbeth Lund ærgrer sig naturligvis over, at udstillingen ikke kan åbne for alle som planlagt, men er samtidigt glad for, at de yngste kan komme indenfor.  “Omstændighederne kan vi ikke gøre så meget ved. Heldigvis har vi mulighed for at give de mindste børn en helt unik oplevelse her hos os.”

Indhyllet i et fortællende mørke

Med inspiration i alkymien har billedkunstner Cecilia Westerberg skabt en udstilling, hvor videnskab, kunst og magi blandes med fiktive fortællinger og reelle fakta. Udstillingen er bygget op om fire rum, der afspejler alkymistens stræben efter at transformere lavere stående materialer til det ypperste: guldet.

”Alkymistens Laboratorium” inviterer børn og voksne på en opdagelsesrejse ind i alkymiens forunderlige verden. I udstillingen kan du undres over og finde svar på hvad en alkymist gemmer i sine skuffer? Hvilke planter kan helbrede og hvilke er giftige? Hvad er farvepigmenter lavet af?

Online vinterferie

Da det i år ikke er muligt at komme fysisk på Willumsens Museum i vinterferiens uge 7 og 8, har museets billedkunstner sørget for at skabe en række små film, med aktiviteter det er muligt at lave derhjemme. Aktiviteterne tager udgangspunkt i ”Alkymistens Laboratoriums” fire rum, og kræver kun de materialer der ofte ligger i kreaskuffen – eller som let kan skaffes i supermarkedet. Filmene kommer online på www.willumsensmuseum.dk og museets Facebook- og Instagramprofiler i løbet af vinterferien.